Millionaftale med TV 2 SPORT
dblux kommer til at løbe stærkt de næste tre år. Fra sommeren 2012 og tre år frem skal vi broadcaste næsten 300 fodboldkampe fra Superligaen i HD-format til visning på TV 2 SPORT og TV 2 SPORT HD.
Derudover skal vi producere TV 2 SPORTs kampe fra 1. division i fodbold, den danske kvindefodboldliga, U21-landskampe, samt ishockeykampe fra AL-Bank Ligaen - sammenlagt er der tale om mere end 500 OB-produktioner.
TV 2 SPORT udtaler:
- Forbrugerne får større tv-skærme og kræver højere billedkvalitet. Vi har derfor valgt at imødekomme vores kunders ønske om mere HD-produceret indhold, og jeg er overbevist om, at vi har valgt de helt rigtige leverandører til at løfte denne store opgave. Flere selskaber har været inde i billedet, både danske og udenlandske, men dblux lever op til vores krav om høj kvalitet, fleksibilitet og stabil levering til en acceptabel pris, siger Mogens Wolf Johansen, produktionschef hos TV 2 SPORT.
Mulighed for nye kunder
- Det er med stor fornøjelse, vi indgår denne nye, omfattende aftale med TV 2 SPORT. Vi får travlt, og aftalen betyder, at vi får brug for 10-15 nye freelancemedarbejdere, blandt andet fotografer, lydteknikere og slow operatør, siger Henrik Borup Sørensen, Produktionschef i dblux.
dblux investerer også i en ny stor OB-vogn med otte til ti HD-kameraer og plads til 15 medarbejdere. Den nuværende OB-vogn opgraderes også med 6 HD-kameraer og alt det nyeste broadcast-udstyr.
- Den tekniske opgradering er nødvendig for at kunne løse opgaverne for TV 2 SPORT, og samtidig giver det os mulighed for at tiltrække nye kunder. Vi kan blandt andet begynde at kigge mere efter udenlandske kunder og de helt store musikfestivaler, siger Henrik Borup Sørensen.
Udover sports- og musikarrangementer er det mest generalforsamlinger og aktionærmøder for banker, der fylder godt i kalenderen. Alene i marts skal dblux afvikle 37 bankarrangementer, og det vil der også være plads til fremover ved siden af de mange nye OB-produktioner.